Den perfekte elevatortale med konkrete anvisninger og eksempler
Jeg har i mange år arbejdet som selvstændig konsulent i store danske og nordiske virksomheder. Mit arbejde har altid været drevet af netværk og networking og på grundlag af gode netværksforbindelser. Det har lært mig hvor vigtigt det er, at kunne præsentere sig selv kort og præcist. Jeg har samlet mine erfaringer i nedenstående 8 trin til at forberede elevatortalen. I tillæg er nederst tre eksempler på forskellige elevatortaler til inspiration.
Elevatortalen er en kort præsentation af dig selv (deraf navnet – det du kan nå at præsentere på en elevatortur), hvor du beskriver, hvem du er, hvad du kan og ofte suppleret med et formål med din præsentation.
Du har brug for en god elevatortale, for kort og præcist at kunne præsentere dig selv og dine mål på en inspirerende og interessant måde.
Din elevatortale kan have mange former. En god ting er dog at have en kort version som udgangspunkt, som du så kan elaborere over, når der er mulighed og behov for at uddybe din præsentation af dig selv og dine mål.
Den gode elevatortale er:
- Kort
Som udgangspunkt så regn med 20-30 sekunder. Er din elevatortale godt disponeret og målrettet, får du lov at uddybe den yderligere. Målet er, at din elevatortale er så interessant, at din tilhører stiller uddybende spørgsmål.
- Præcis
Øv dig på din elevatortale, så du har grundstammen på plads og er parat til at præsentere dig utvetydigt, når muligheden byder sig.
- Autentisk
Sørg for at din elevatortale afspejler dig og dine værdier, så tilhøreren efterfølgende finder det, du fortæller, naturligt og troværdigt i forhold til dig.
- Relevant og situationsbestemt
Du skal kunne variere din elevatortale, så du kan tilpasse indholdet til den kontekst, du præsenterer dig selv i og dermed fremstå relevant for din tilhører.
- Opmærksomhedsskabende
Det er vigtigt, at du skaber interesse og opmærksomhed, når du præsenterer dig selv – en god måde at gøre det på er, at lægge op til uddybende spørgsmål eller fortælle en ”fun fact”.
- Engageret
Du skal lade din entusiasme ved det, du beskriver i din elevatortale, komme tydeligt til udtryk, så din tilhører bliver fanget af dit engagement.
- Nærværende
Vær opmærksom på din tilhører, hold øje med, om du har vedkommendes opmærksomhed og interesse. Er det et fysisk møde, skal du være særligt opmærksom på din fremtoning – påklædning, kropssprog, attitude og humør. Øv din stemmeføring både til det fysiske møde og for det tilfælde, at du skal præsentere dig selv i telefonen.
- Let at forstå
Din elevatortale skal være let at forstå, og din tilhører skal bagefter let kunne genfortælle, hvad du netop har fortalt.
Her er tre opskrifter på hvordan du kan bygge din elevatortale:
- Den traditionelle
- Navn og titel
- Firmanavn
- Produkter og ydelser
- Særpræg
- kunder eller case
- Slogan
Mit navn er Morten Gjøl. Jeg arbejder med kultur, branding og forretningsstrategi i uddannelsesinstitutioner og mindre og mellemstore virksomheder. Jeg har arbejdet med institutioner og virksomheder bl.a. Vestre fængsel og Bestseller. Når jeg arbejder fokuserer jeg på tre parametre – uniknes, konsistens og autensitet – fordi jeg ved, at de er helt afgørende for en stærk kultur og et solidt brand.
- Fisken
- Bid
- Budskab
- Svirp med halen
Kender du det, at det hele kører, som det plejer. Årshjulet gentager sig og tiden går…
Mit navn er Morten Gjøl. Jeg arbejder med kultur, branding og forretningsstrategi i uddannelsesinstitutioner og mindre og mellemstore virksomheder. Hvis du ønsker at skabe en stærk kultur, der udvikler sig og bliver grundlaget for et unikt brand, så er det præcis det, jeg kan hjælpe med. Jeg kan godt love, at når først du har arbejdet med mig, vil du have startet en udvikling du hver dag, uge, måned og år vil glæde dig over.
- The why
- The purpose
- The proces
- The result
Mit navn er Morten Gjøl. Jeg tror på, at det at være en del af noget enestående sammen med andre, skaber glæde og engagement og på det grundlag en fortsat positiv udvikling.
Jeg arbejder med kultur, branding og forretningsstrategi i uddannelsesinstitutioner og mindre og mellemstore virksomheder. Jeg involverer altid mange medarbejdere i mine processer for at styrke autensiteten og sikre forankringen. Samtidig ved jeg, at forudsætningen for at lykkes med at etablere en stærk kultur og et unikt brand netop kræver involvering og forankring i hele organisationen.
Resultatet af at arbejde med mig er altid en stærkere kultur end før, og på det grundlag et brand der fremstår tydeligt og konsistent.
Held og lykke med at formulere og træne din perfekte elevatortale.
©Gjøl Consulting – Denne guide må kun kopieres helt eller delvist efter skriftlig aftale med Morten Gjøl.
Få også mine øvrige gratis netværksguides:
10 gode råd til at blive en bedre netværker
10 trin til at nå dine mål gennem dit netværk
Den gratis guide til den perfekte elevatortale fås også som pdf